Livet på båden

Ohøj skipper!

Allerførst svaret på det relevante, men dog bekymrende spørgsmål, jeg blev stillet utallige gange:
”Bliver du søsyg?”

Svaret er gudskelov et rungende nej. Argh, rungende og rungende. Jeg var da lige slået lidt ud af kurs de første dage. Det mærkes lidt som optakten eller efterveerne af en omgang sygdom. Lidt ør i hovedet, mangel på appetit og generelt bare en mærkelig fornemmelse i kroppen. Det lyder som en mild søsyge tænker i nu. På intet tidspunkt var der imidlertid decideret ubehag, kan jeg garantere. Jeg tog måske, måske ikke, en enkelt søsygepille. Måske to. Men det kan i ikke bevise.
For at beskrive min hurtige omstilling af det indre gyroskop, kan jeg fortælle jer, at jeg pt. sidder i kabyssen foran computeren på 2. time uden at føle ubehag. Dette indenfor 24 timer af afgang fra St. Helena.
Jeg må indrømme, jeg var noget foruroliget, da vi lige var stukket af fra Lüderitz. Jeg skal love for det vipper væsentligt mere end en Rødby-Puttgarten overfart i kuling. Min skepsis vedrørende hele projektet blev ikke just mindre, da jeg gentagne gange blev forsikret, at vipperiet var ingenting ift., hvad man jævnligt oplevede. Straks var der i mit hoved et flash-forward til en natlig flyvetur ud af overkøjen med en landing på gulvet, der ikke ville hive synderligt mange point hjem til et idrætsstævne for børn.
Siden har vi ganske rigtigt befundet os i høj sø med jævne mellemrum, men jeg har gudskelov holdt mig fra flyveture.

Hvad er skonnerten Mie for en dame? 3 ord: Rummelig, tung og gammel. Okay, det er ikke de ord nogen mennesker ville have ønsket at beskrive sig med, men hvad angår jordomsejling er det ikke så tosset endda. Det er en ordentligt båd på 105 fod med et stålskrog og en anslået vægt på 170 tons. Man kan nærmest se de små jordomsejlingsbåde lægge sig i fosterstilling, når vi ankommer til en ny havn.
Pladsmangel er der absolut ingen af. Vi er i skrivende stund 10 personer på båden uden det føles klaustrofobisk. Det højeste antal personer, der har været på båden var 16 for en kortere periode. Jeg har fået en forvarsel om størrelsen på den anden båd i Fillipinerne. Det bliver fra den ene pol til den anden. Jeg er overbevist om, jeg kan klare omstillingen i fin stil og for mig at se bliver det bare interessant at leve i de forskellige størrelser både.

Fartmæssigt betyder størrelsen og vægten vist nok ikke så meget, som man ellers kunne frygte. Vi var godt nok forsinket lidt over 2 dage på en tur normeret til 12 dage, men det var også med dårlig vind. Da vi kom til st. Helena viste det sig , at de små både havde klaret turen på nøjagtig samme antal dage.

Det er en aldrende dame, vi har med at gøre. Båden er fra 1875. Intet under, at afrikanerne synes vi var direkte fra snøvsen at sejle over Atlanten i den.

Nårh ja, det er bare et tal tænker du nu. For et par dage siden chokerede det mig ikke desto mindre, at båden er bygget kun 11 år efter Slaget ved Dybbøl Mølle. 11 år. Det var altså 11 år. Tyg lige lidt på den. Det får i lige et par tryk med Enter-knappen til at gøre…

Den høje alder yder en behørig respekt de steder Mie lægger til. Som beskrevet i et tidligere indlæg har mandskabet oplevet at blive interviewet af en sydafrikansk avis, og er blevet tilbudt drinks i diverse yacht klubber. Der tages også en del billeder af båden i de havne vi lægger til.
Generelt er jordomsejlingskulturen lidt speciel. Bådene følges mere eller mindre ad, så der opbygges et godt kendskab til de forskellige både og mandskabet på dem. En del er solo-sejlere på vej verden rundt. Det må være en noget speciel tilværelse. Så sent som i går var Anders, en svensk ingeniøruddannet solo-sejler med os på rundturen på st. Helena. Det var utrolig spændende at høre om hans syn på ensomheden, de unikke oplevelser og bekymringerne ved at sejle alene og tilmed på et stramt budget.
Alle jordomsejlere hjælper hinanden med alt, hvad de kan finde på, udveksler erfaringer og i de diverse yacht-klubber er personalet enormt hjælpsomme med vejledning til lokalområdet og alt muligt andet.

Nu til maden. Maden er udemærket. Ganske udemærket. Især i betragtning af, at de retter der laves skal trylles frem af konservesdåser og andet langtidsholdbart, når den mængde kød og friske grøntsager vi kan tillade os at slæbe med fra land er opspist. Det er at betegne som luksus at komme ned i kabyssen om morgenen efter en 4-8 vagt (se senere) og så dufte friskbagt brød midt ude på Atlanterhavet. At der så er nogle mini-biller i havregrøden og kakerlakker i køkkenet må man så se igennem fingre med.
Skippers kone, Karen, regerer egenrådigt i køkkenet. De fleste af de mange opbevaringsrum på skibet er sprængfyldt med konserves, og andet langtidsholdbart. Men ikke et eneste kulhydratholdigt fødevaremiddel kan vide sig sikker. Karen holder en streng inventarliste i en lille notesbog.
Bådens generator kører som udgangspunkt kun under morgenens og aftenens madlavning. Så man har en lille times tid til at oplade diverse apparater de 2 gange i døgnet. Det er også på disse tidspunkter det store arsenal af drikkedunke skal fyldes op med det tis-gule okkerholdige vand, som watermakeren laver.

Kl. 8 er der havregrød, kl. 12 madder med fx makrel, leverpostej og dets lige og kl. 18 et aftensmåltid. Der mangler ikke noget. Udover de 3 faste måltider bliver der kørt en del snacks indenbords. Mere end en del. Mængdevis. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, der har spredt sig en syg snackkultur om bord. Sodavand, chips, nødder, chokoladebarer, kiks og bolcher. Alt hvad hjertet begærer. På det firemands værelse, jeg bor på, har vi en pult på en kubikmeters penge stuvet med snacks og drikkevarer. Livet til søs gør en salt- og sukkervandshungrende.
Da vi sejlede ud fra Lüderitz, havde jeg rigtig sadlet op på den høje hest og helt undladt at købe sukkervand og kun investeret i en begrænset portion snacks og kiks. De rutinerede sejlere tog derimod bestik af det lave prisniveau og hamstrede til sig inden overfarten. Jeg syntes, det var overdrevet. Ak og ve, jeg betalte prisen på den 14 dage lange tur. Det resulterede i, at jeg kastede mig frådende over de 3 små supermarkeder i Jamestown. Jeg forestiller mig, at jeg har dalret rundt i dem med savl i begge mundviger og med et højt skurkegrin. I skrivende stund tror jeg, at jeg fik overkompenseret. Gad vide hvad Filippinernes politik er angående import af nødder og sløje mintbolsjer?

Selvfølgelig er der også et par opgaver om bord, om end det ikke er overvældende. Vi 8 gaster er delt ind i hold af 2, der kører en rotation. 6 dage vagter og 2 dage fri (en af dem med en beskeden køkkentjans). Der er 3 typer vagter: kl. 00-04 (12-16), 04-08 (16-20) og 08-12 (20-24). Skemaet over vagtlaugene befinder sig ude på det lille toilet. Holdet har 4 timers vagt af gangen, hvor man skal styre båden oppe fra dækket – ingen autostyring her, så der skal skæres op i vinden og faldes af til den store guldmedalje. Det er meget forskelligt, hvor meget der skal styres. Nogen vagter skal man bare småjustere roret og kan sætte sig mageligt tilbage og nyde tilværelsen. Andre vagter står man op i en hel time ad gangen og bakser med det satans ror, mens man stirrer sig blind på skiftevis bådens stævn og den lille GPS-skærm ved siden af roret, alt imens man bider desværre skældsord i sig.
Grundet vagterne er der næsten altid et par stykker der ligger og tager en lur i løbet af dagen. Det meste liv om bord finder man mellem kl. 08-20, hvorefter mørket og stilheden sænker sig over skibet (derfor er tidspunktet heromkring døbt sailor’s midnight).

Sejlmæssigt går det fremad med hastige skridt. Jeg kan med stolthed i stemmen meddele, at jeg nu mestrer en del knob. Jeg river både klampestikket, dobbelt-halsstikket, 8-tallet og pælestikket rundt i manegen. Det er ikke mere end 2 måneder siden, jeg sad juleaften og kæmpede en håbløs kamp med indlæringen af de bøvlede knuder. Den aften er jeg sikker på der var en del, der tvivlede på, om jeg nogensinde ville lære dem. I ved selv, hvem i er. Her skal jeg ikke nævne navne. Jeg nøjes med bare at skrive nogle bogstaver i fuldstændig tilfældig rækkefølge: O-n-k-e-l J-e-s o-g M-o-s-t-e-r K-a-r-e-n.

Som jeg håber i fornemmer, er jeg også begyndt at få sejljargonen lidt ind under huden. Det er jo et indavlet sprog med mange synonymer og absolut ingen logik. Ord som fald, skøder, spil, preventer, bovspryd, slækning og stævn kaster jeg ud i flæng. Jeg ville gerne blære mig mere, men nu er jeg ør i hovedet.
Sejlenes navne er en historie for sig selv. Fra for til agter sejler vi med Jæger-Klüver-Fuk-Skonnert- og Storsejl. Derudover har vi en Genniker i ankerrummet, og så har jeg hørt der er noget der hedder gaffelsejl og spilere. Der tages forbehold for stavefejl i al sejladsterminologi.

Derudover er der jo også lige det med at skulle sætte sejl og bomme (skifte halse/slå et slag ) en gang imellem. Det har taget lidt tid at lære, og overblikket kan godt mistes i farten en gang imellem. Vi er dog mange til at hjælpe hinanden, og det går efterhånden ret godt.

Sammensætningen af mandskabet er meget blandet. Mandskabet tæller følgende:

- Skipper/Kaptajn, Birger Jansen, med ubeskrivelig meget sejlerfaring. Det er nærmest skræmmende så meget manden har opholdt sig til søs på diverse fartøjer og med et utal af forskellige arbejdsopgaver

- Føromtalte køkkenansvarlige, Karen, Birgers kone.

- Anton, en 21-årig dreng fra Falster, der studerer Statskundskab i København

- Troels, en 34-årig journalist fra Aabenrå, der arbejder i DR.

- Pernille og Line, to piger fra hhv. Esbjerg og Svendborg og Malthe, en dreng fra Thorsø. Alle tre er på deres respektive sabbatårstur.

- Peter, en nogen og 40-årig massageterapeut og ihærdig entreprenør fra Frederikshavn

- Rasmus, en 29-årig tidligere bankansat fra Århus, der sagde sit job op for at tage på godt et års rundrejse i verden.

Fælles for denne brogede forsamling er engagementet i endnu en syg kultur – Vist kulturen. Givet, kortspil er et godt tidsfordriv, der kan stimulere hjernen og involvere de fleste, men på båden spilles der udelukkende Vist. Bunkevis af Vist. Der er nu en opdeling på to borde. High-stakes bordet udgøres af Birger, Rasmus, Troels og Peter. Her spilles der om andele i en stor middag i Brasilien og bølgerne går til tider højt deroppe, hvor fejl straffes hårdt.
Under dæk i skibets mørke opholdsrum befinder et andet bord sig. Dette bord har fået navnet Eksperimentet. Her er der rum til at komme med vilde meldinger, sidde over nogen spil og ingen gentlemans agreement har slået rod. Eksperimentet består af undertegnede samt Anton, Line, Pernille og Malthe.
Piratvist var en kort periode på et par dage ved at fange an, men nu har det originale Vist slået oprøret ned.
Desuden væddes der om alt mellem himmel og jord. Vist, ankomsttidspunkt til næste destination, fodboldkampe, hvilken krog der fanger en fisk først, backgammon, gennemsnitsfart over de næste par timer osv. osv.

I den sparsomme tid, hvor der ikke er et Vist spil kørende går tiden med at læse, sole sig og snakke oppe på dækket. En ting vi også bruger tid på er fiskeri. 2 fiskesnore har vi hængende efter båden, men vi har endnu ikke fanget noget spiseligt. Det er ret utroligt set i lyset af, at de er ude næsten 24/7. Den lave fart vi har sejlet med samt overfiskeri er ifølge skipperen årsagen til problemet. Vi har dog ikke mistet modet. Jævnligt er der en som stirrer åndsfraværende ud mod krogene i håbløs forventning om et snarligt bid.

Vi har godt nok set andre ting end en tom krog. Tit og ofte er der en flok flyvefisk, der suser mange meter henover vandet. Op til flere gange har en af disse kamikaze-skabninger begået selvmord ved at fyre skallen durk ind i stålskroget. Derudover har vi set en flok brydehvaler, et par grupper delfiner, utallige flotte solnedgange, masser af morild, portuguiske orlogsmænd (slå det op), utrolige mængder fiskeæg der løber som tigerstriber over flere kilometer og de flotteste stjernehimler, man kan forestille sig med tonsvis af satellitter og stjerneskud.

De ovenstående aktiviteter nydes selvfølgelig dobbelt så meget med en velskænket Gin & Tonic (der er ofte væddemål, der kan afgøre, hvem der skal lave dem). Det er åbenbart sejlerdrinken nummer et. Den signalerer jo ligesom også overskud eller er det bare mig?

Jeg vil slutte af med et par af dagligdagens udfordringer på et skib:

-       - Vinde i Vist

-       - Huske at tisse i læ side

-       - Prioritere snackspisningen

-       - Undgå at falde og miste en knæskal

-       - Bearbejde den psykiske trussel af at falde ud af køjen om natten

-       - Holde madrassen vippet op på kanten for at modvirke truslen om at falde ud af køjen

-       - Overbevise sig selv om der ikke er noget galt med det tis-gule okkervand watermakeren producerer

-       - Tage bad i 2 ½ L vand (en dunk af 1½ L og en af 1 L)

-       - Lave pølser på et lavt toilet

-       - Lave pølser på et lavt toilet i høj sø

-       - Lave pølser på et lavt toilet i høj sø om natten med pandelampen som den eneste lyskilde

-       - Lave pølser på et lavt toilet i høj sø om natten med pandelampen som den eneste lyskilde, mens man prøver at forhindre forhænget i at blafre til siden.

-       - Finde skygge

-       - At undgå at gå alt for meget op i vindhastigheden og farten hele tiden

-       - Vælge næste bog i et stort, men knap så bredt udvalg af bøger

-       - At undgå at spekulere for meget på Uniteds miserable sæson

Afslutningsvis en tak til min kære moder som anbefalede mig at tage en pandelampe med på vejen ud af døren. Det er klart den mest brugbare ejendel til en sejltur (notér lige det til din kommende tur, hr. Emborg).

Jeg håber internettet snart tillader mig at uploade en bunke billeder og måske endda et par videoer af båd og sejlsætning. I mellemtiden så husk at tjekke Troels’ blog med billederne fra Flickr. Det kan tilmed være jeg er med på et par stykker af dem.

Næste stop: Filippinerne.