En ø midt i ingenting

Jeg skriver til jer fra fortiden (d. 20. Februar kl. 0900). Jeg håber ikke verden har forandret sig til det værre inden denne besked når jer. Hey! Se det her som en elektronisk flaskepost. Spændende, ikke sandt? 

Nå, do-do, hjem igen.

Endelig kom vi på vand. Masser af vand. Efter godt 1360 sømil og 14 dage ramte vi en fantastisk lille ø ved navn st. Helena. Så fantastisk, at det er der, vi starter. Folk der går strengt op i kronologi vil græmme sig, men det vælger jeg, at se igennem fingre med. Dagene på båden flød alligevel sammen i en obskur tidscirkel, hvor dagene på forunderligste vis gik hurtigt samtidig med, at man havde oceaner af tid…

Helena! Frem-rag-en-de! Øen er ret høj med et højeste punkt på ca. 900 meter. Vi så den derfor mange sømil ude. Udadtil lignede det en lille gold vulkanklippeø indhyllet i en faretruende sky, som billederne vil bevidne. Det lignede et dystopisk sted, hvor en vulkan hvert øjeblik kunne ødelægge øen. Dramatisk beskrevet, men sandt.
Jo tættere man kom på, jo mere usikker blev man omkring, hvor meget liv der rent faktisk kunne være på den ø. Journalisten på båden havde via sin pocket-app (anbefales herfra) hentet lidt læsestof om øen, så vi var forberedt på en lokalbefolkning på 4-5000 på den godt 120 km² store ø. Det var fuldstændig umuligt at se liv, indtil vi rundede den nordøstlige pynt, hvorefter vi fik øje på Jamestown.
Jamestown må være en af de spøjsest beliggende byer i hele verden. Det er en lille britisk by med et udseende i ægte kolonistil placeret midt i en klippeslugt. Nede i slugten ligger forretningerne, kirken, skolen, spiritusbutikken, den offentlige svømmepøl og dets lige.

699 berygtede stejle trappetrin går der op af den ene klippevæg til hovedbeboelsesområdet, der fuldstændigt irrationelt (ligesom alt andet på øen) ligger på toppen af klippen. Sandt nok – der er hvad man med et st. Helena vaterpas vil kalde plant deroppe. Men de må arbejde med nogle andre vaterpas end derhjemme, for hvorfor overhovedet slå sig ned i så vanskeligt terræn.
Yderligere fascinerende var det at se lokalbefolkningen. De er en spøjs afart af de etniciteter, der igennem tiden har beboet øen, hvilket primært er briter, afrikanere og kinesere. De taler også deres helt egen, og svært forståelige, dialekt. Der findes eksempler på nettet omkring de fraser de har, hvis i vil undersøge det. Selv kan jeg ikke lige komme på et godt eksempel nu, men jeg kan afsløre, at vi var 9 ikke-fatsvage personer på en guidet rundtur og havde en hel del bøvl med at forstå vores guide. Lokalbefolkningen var dog enormt venligt stillet og vinkede og hilste på hinanden ved enhver given lejlighed som det hører sig til i et lukket lokalsamfund.

For at forstå præcis hvor ødet stedet er, må det nævnes, at det kun har kontakt med omverdenen hver anden uge, når der kommer en fragt – og passagerbåd fra Cape Town. Denne båd bringer madvarer, byggematerialer og alt andet som lokalbefolkningen skal bruge til at opretholde en nogenlunde fornuftig tilværelse. Den medbringer også de få turister, der af diverse årsager beslutter at tage dertil. Båden kom dagen efter vi ankom, så det var ikke muligt for os at leje en bil til at køre rundt og se øen. De lokale gav udtryk for at øen ”godt kunne blive væltet lidt af alle de turister der ankom”. Til spørgsmålet om hvor mange turister, der i snit ankom med båden var svaret: 20.
Vores båd med 10 personer var derfor også nok til, at rygtet om os løb i forvejen og lokalbefolkningen spurgte tit, om vi var dem fra ”den store sejlbåd”.

Vi ankom til øen tirsdag d. 18/2 om formiddagen og øen havde på fornemmeste vis arrangeret det således, at vi blev eskorteret ind af en stor gruppe delfiner. De dansede rundt om bovspryddet i en halv times tid. Hvad befolkningen har betalt dem i tunfisk for den service tør jeg ikke gætte på, men fornemt var det.
Efter indklarering brugte vi det meste af dagen på det jordomsejlere har som ypperste prioritet, når de rammer land: Afsmidning af tøjvask til en forfærdet vaskekone, et rigtigt bad, internet og en kold øl. 2 af tingene kan klares sideløbende. Når de ting er klaret går man ellers i gang med at undersøge, hvordan man på bedste vis kan få oplevet stedet.
De to customs officers, der kom ud til båden ved ankomst havde gjort det klart, at man ikke havde besøgt st. Helena, før man havde besteget den famøse trappe op af slugten. Et par stykker af os tog udfordringen op, og fik klaret turen på lidt under 10 minutter. Rekorden er sat af en lokal. Den lyder på omkring 4 minutter, men vores tid var ikke så skidt endda ift. den blev sat iført klipklappere og med selvmedlidenheds-pause halvvejs oppe. Forhåbentlig fanger fotografierne, hvor stejl den var, samt hvor utroligt et vue, der var over byens unikke placering og udformning.
Onsdag stod den på en guidet rundtur på hele øen med en rigtig lokal hygge-morfar som guide. Op og ned af bjergskråninger i hårnålesving kørte vi i 5 timer rundt på øen. Her fik vi virkelig et indtryk af, hvor fantastisk særegen øen er.
Som nævnt ligner øen et goldt ødeland udefra, men kører man bare en kilometers penge ind i landet ændrer landskabet sig fuldstændig til frodige bjergsider med et regnskovslignende klima. For at eksemplificere hvor unikt klimaet er, kan man i slugten, Jamestown, stå i over 30 graders sol. Herfra kan man køre et par kilometer og stå i regn og kulde oppe i bjergene.
Turen førte os forbi boligen, hvor Napoleon Bonaparte sad i husarrest. Han har bestemt ikke haft noget at klage over. Faktisk klagede han over det første sted, han blev indlogeret i Jamestown, og blev derefter prompte flyttet til et flot beliggende hus i det frodige højland. Hvorfor briterne ikke bare smed ham i en guillotine i en hånlig ironisk gestus ved jeg ikke, men de har jo nok haft deres årsager. Måske var det bare de privilegier generaler og despoter havde dengang. Det havde i hvert fald sparet briterne for et vist besvær. Manden boede i et fint lille hus med sin familie, og blev opvartet af tjenere 24/7. Han boede der til gengæld kun 6 år indtil han blev mæt af dage. Den lidt sjove parallel til nutiden er, at huset og den tilhørende grund samt hans oprindelige grav tilhører Frankrig den dag i dag.
Turen rundt tog os forbi hele øens flotte landskab og endte ved guvernørens hus og tilholdsstedet for verdens ældste dyr! Det er skildpadden Jonathan (eller som udtalt på heleniansk: Janiton). Det var da lidt interessant og 197 år er grangiveligt en sjat, men min puls nåede aldrig op på samme tal. Så var det mere spændende bare at køre rundt og indtage naturen som en anden energisk naturvejleder.

St. Helena undergår i øjeblikket en massiv transitionsfase idet der bygges en lufthavn betalt af de britiske skatteydere. Det er et voldsomt projekt. Alle materialer og en del arbejdskraft skal importeres med skib. Eftersigende løber regningen op i +220 millioner britiske pund. For at sætte det beløb i relief svarer det til ca. 450.000 kr./indbygger. Man kunne godt forestille sig et ramaskrig i den britiske befolkning, hvis de tal blev slynget rundt, men de har nok andet at tage sig til i det gamle imperiums hovedkvarter.

Den første aften spiste vi et mærkeligt, men hyggeligt, sted ved navn Anne’s place. Her nød vi en kold øl og en bid mad til en omgang champions league fodbold (tillader mig at være skadefro overfor city). Dem der ikke var synderligt interesserede i forvejen blev inddraget, da vi satte et væddemål om en bunke øl på højkant. Lige pludselig vrimlede det ind med danskere på denne aparte restaurant midt i Atlanten. Som sagt var rygtet nået byen rundt. De kom bare for at hilse på os. Det viser sig, at der befinder sig tre danske læger på øen. Et par, hvor manden er praktiserende læge og konen gynækolog og så yderligere en praktiserende læge med sin store familie på slæb. De har taget et seks måneders vikariat, og er nu i færd med at ruske lidt op i sundhedssystemet på øen. Det er åbenbart en svensker, der står for driften af hospitalet og havde kontaktet et dansk vikarbureau. Fagre nye verden.

Onsdag aften skibbede vi så ud igen og satte kursen mod et mindre gudsforladt sted, Natal. Herfra går turen mod Fortaleza, hvor jeg er nødsaget til at stå af for at kunne nå den anden båd i Fillipinerne. Det er enormt ærgerligt, at vi blev så forsinket grundet motorproblemerne båden havde i Cape Town, men det er der ikke noget at gøre ved. Guyana, Fransk Guyana og Surinam må blive en anden god gang. I stedet fik jeg så en længere tur rundt i Namibia. Jeg har desuden allerede sat næsen op efter en gang i overskuelig fremtid at hoppe på en båd rundt i Caribien. Som folk her på båden beskriver det, lyder det helt enestående og rejseformen er ideelt til formålet. Man skal jo have noget at sigte efter.

Flaskepost slut. Nu vil jeg benytte tiden til at beskrive livet på båden i et separat indlæg.