Hvor meget koster en scooter-lapning i Filippinerne?

(Svaret kan ses nederst i dette indlæg)

Så blev Nitte alene i verdenen. Eller ikke helt endnu. Jeg havde lige 3 dage med Tanja fra båden, hvor vi kørte nordpå på scooter. Ja, på scooter. Hvis nogen havde spurgt om man ville køre +260 km i et stræk ville man høfligt have ignoreret personen og håbe at vedkommende blev samlet op af det psykiatriske væsen. Men når man er i udlandet svarer man efter kun en lille smule tøven: 'ja, da!'
Derfor endte jeg med at fræse Palawan rundt på en vel smadret limegrøn undskyldning af en scooter.
Turen nordpå blev dog delt op i 2 ridt over 2 dage. Vi stoppede i Sabang den første dag for at se The Underground River, som er øens helt store attraktion. Vi var så heldige at komme på en meget sjælden privat tur 4 kilometer ind på den 12 km lange flod. De normale både stopper efter 1 km. Det er svært at beskrive oplevelsen, og jeg kunne kede jer med en masse detaljer såsom at der var 12 forskellige slags mineraler i hulen, tektoniske plader osv osv., men det gør jeg ikke. Bare vid, at det var ret så fantastisk at se dette ene af 'The Seven natural wonders of the world'.

Dagen efter gik turen mange kilometer nordpå til El Nido. Det skulle være rigtig dejlig og helt i toppen iflg. Lonely planet. Det var det bestemt ikke. Det var et turisthelvede uden lige. Kom lige ind i kampen LP. Det burde være jeres opgave at advare mod sådanne steder og ikke promovere dem. Skam jer.
Heldigvis var jeg der kun én hel dag, før jeg sagde farvel til Tanja, hoppede på den limegrønne djævel og drønede mod Puerto igen.
Det utrolig flotte landskab og alle de rare lokale der vinkede til en fik næsten en til at glemme smerten fra ens popo, skuldre og ryg. Næsten. 260 km er lige langt nok at køre i ét stræk på snørklede bjergveje med tvivlsom asfaltering og i 35 graders varme.
Men derudad gik det. Alt gik godt. Ingen sammenstød med løbske hunde, haner eller børn. Jeg havde tilmed vundet kampen mod de +100 store insekter der havde prøvet at skubbe mig af scooteren.
5 km uden for Puerto vælger limefrugten fra helvede så at punktere. To tanker for straks gennem hovedet på mig:
1 - Fuck!
2 - Fuck!, hvor var det godt det ikke var ude på landet 80 km fra den nærmeste by på en hellig helligdag (alt var åbent påskesøndag modsat Langfredag).

Det var nu alligevel jævnt træls det skulle ske i det hele taget.
Så der stod jeg langs en trafikeret indfaldsvej i stegende hede og må have set temmelig fortabt ud. Inden for 10 minutter kom der heldigvis to drenge fra en nærliggende træhandel. De trak scooteren hen til mekanikeren og påtog sig jobbet som tolk.
Efter 15 minutter var slangen lappet med et strygejern (ja, hvabehager?) og prisen? 25 pesos - divider det med 8 for at få det i kroner, og pas så på dit hoved ikke eksploderer.
Til sammenligning kostede de 3 dåser sprite jeg købte til drengene og mig selv 20 peso hver.

Efter det mindre bøvlede forløb og 5 timer på scooter nåede jeg helskindet og kun lettere dehydreret frem til hotellets tryghed og wi-fi.

Nu står menuen på en ny ø - Cebu. Faktisk sidder jeg netop og skriver dette i en bus på vej til Oslob syd på Cebu. Mens en overvægtig lille filippinsk dame hviler sit trætte hoved mod min skulder. På anden time...

Hvem ved hvornår jeg får det her uploadet? Ja, kronologien er gået fløjten... Tid er sgu også så overvurderet.

En anden ting der er overvurderet er Apple opladere. Min Mac oplader sov ind en gang i sidste uge, så alt foregår via mobil nu. Det umuliggør video- og billedeupload. Øv!

Video af min tur

Man kan kun forklare så meget med ord, så her er en 10 lang video af turen på Amazing. Tak til Juv Neri og kaptajn Kim.

https://plus.google.com/photos/117557942901342024460/albums/6004167144193031649

Nu med fast grund under fødderne

Pludselig stod der en sky af sand op af hajens lille sovehule og ud kom den store Nurse Shark stormende som om en Dive Master var kommet til at røre ved den. De 6 paralyserende dykkere nåede knap at opfatte hvad der var sket, før hajen med dens elegante slangebevægelser var strøget tæt forbi dem. En dykker nåede faktisk at reagere - Tanja udstødte et undervandsskrig der ville kunne gøre en ambitiøs sirene jaloux og strøg 5 meter opad, men undgik på mirakuløs vis at spytte regulatoren ud og igangsætte en nødopstigning.

Ovenstående var en af de mere dramatiske hændelser på det store flotte rev, Tubbataha - et meget højtagtet dykkerspot internationalt (har jeg hørt).

Før vi kom så langt måtte vi dog gøre os fortjent til det. Lad os skrue tiden en håndfuld dage tilbage.

Poseidon, Vorherre, Obama eller en anden højerestående magt havde valgt at lægge forhindringer ud for den sidste og måske vigtigste del af vores sejltur. Fra den ene dag til den anden gik motoren til vores gummibåd i stykker. Jeg er mentalt handicappet hvad angår motorer, men det var vist et problem med elektronikken og ikke sådan lige til at fixe. Hvad gør man så på en mindre ø i Filippinerne med suspekte og inkompetente mekanikere? Hovedet skal lige lægges i blød i hvert fald. Det endte med at Kim benyttede sig af sine kontakter i Manila (tak til Raul) til at få købt og sendt en spritny motor til Coron. Så efter at have ventet 4 timer i en lille uinspirerende færgeterminal, kunne vi hive den nye motor med ud på båden og ånde lettet ud efter et par dages nervøsitet og spekulationer.

Endelig kunne vi smutte fra Coron og til Tubbataha. Først skulle vi dog lige igennem 3 dages sejlads.
Første dags sejlads var himmelsk. Godt vejr og masser af vind, hvilket betød, at vi i lange perioder sejlede omkring 6 knob udelukkende fra sejl. Det rørte mig næsten til tårer efter 5 uger til søs over Atlanterhavet, hvor vi på intet tidspunkt sejlede over 4,5 knob uden motor. Nok om det, det keder jer sikkert. Det var bare et stort øjeblik for mig, og det er desuden mit rejsebrev, så jeg bestemmer.

Efter en idyllisk natsejlads under en klar stjernehimmel, nåede vi Tubbataha Reef.
Tubbataha er et kæmpe rev 90 sømil uden for den nærmeste ø. Vi var rimelig privilegerede at turen gik der forbi, for den eneste anden måde man kan besøge stedet er med nogle rimelig pebrede liveaboard både.

Straks efter ankomst tidligt om morgenen scubede de efterhånden ganske erfarne dykkere op og plaskede i til første dyk på Tubbataha.
Hold kæft hvor var sigtbarheden i orden. Det vindstille vejr og solskin fra oven var en forkælelse uden lige. Det var lige før man blev nødt til at misse med øjnene som en anden Dan Jørgensen (uhhh den reference var barsk, hva? - vi synes allesammen politik er kedeligt, men lidt skal man da følge med).

Dykningen fortsatte i samme forrygende spor som første dyk. Hvor Apo Reef vinder på det rene antal af fisk vinder Tubbataha på de større ting. 3 forskellige typer hajer, kæmpe rokker og ugenerte skildpadder så vi til overflod. Herudover er korallerne sublime. Nogen har sagt til mig at 70 % af de forskellige typer koraller der findes i verden er til stede på Tubbataha. Det er ikke så svært at tro på når man dykker rundt derude.

Steven, Andreas, Maria og jeg havde desuden fornøjelsen af at blive certificerede Advanced dykkere derude. Bevares, det kan man da også blive i et koldt farvand uden for Svendborg, men det er ikke helt det samme vel?

Udover dykningen stod den på ren afslapning. Det er lidt svært at kapere oplevelsen af at ligge oven på et rev med krystalklart vand. Et par af de steder vi lå kunne man fra bådens dæk se hajerne og fiskene på revets bund 10-12 meter under os. Det er næsten for meget. Det skal lige processeres. Det ville vel svare til at smide en båd ind i Den Blå Planet derhjemme. Det ville bare være væsentlig mere bøvlet. Og helt sikkert dyrere. Der ville sgu også være lidt for mange der bare stod og kiggede på en.

Nå, på dette skønne sted blev vi forkælet med 5 dages dykning, badning og professionel afslapning.

Men ak. Alting har sin ende og Tubbataha Reef var Amazing togtets smukke svanesang. Med hjernebarken fuld af oplevelser gik turen mod Puerto Princessa, hvor folk skulle hvert til sit.

Sådan endte mine dage til søs for denne gang. Den 17. April afmønstrede jeg Amazing efter en helt outstanding måned til søs i Filippinerne.

Jeg forlængede min flybillet hjem med godt 2 uger. De resterende dage skal bruges med underground river, El Nido, svømning med hvalhajer på sydspidsen af Cebu og dykning på en lille ø nord for Cebu.

Billeder, billeder, billeder!

Så er der endelig en ordentlig bunke billeder at vise frem. Lige lidt til den kræsne blog-besøger.
Over vand, under vand - det ligemeget. Der er billeder. Og ja, alle billeder er fra vores togt. De er ikke sakset fra en eller anden dykkerhjemmeside.

Se dem her:

Billeder fra Coron - Apo Reef

Apo Reef – Et Medrivende Rev

For.Mange.Indtryk. Må have tid til at bearbejde dem. Giv mig lige et par linjeskift.

Okay, så.
Fedt! Fedt, fedt, fedt, fedt. Sådan beskriver man bedst Apo Reef.

Forestil jer det her: Båden ligger lige oven på et naturskønt rev med krystalklart vand og med masser af fisk svømmende rundt om båden. Et par gange så vi endda skildpadder lige ved båden. Som en af gasterne beskrev det, var det ligesom at ligge i sin egen private blå planet. Når nattens mørke sænker sig, bliver morilden synlig, og lyser fiskene og revet under os op som en stjernehimmel. Okay, lidt vel malerisk beskrevet, men flot er det sgu. Misundelig? Det tror jeg vist nok, i er.
Efter ankomst og første dyk på dette skønne rev, opdagede vi til vores skræk og rædsel, at vores kompressor til opfyldning af dykkerflaskerne ikke virkede. Det måtte sådan bare virkelig ikke ske. Nu havde vi kæmpet med sejladsen i timevis af store dønninger med fantastiske dykkerdage i udsigt.
Hvordan løser man så lige denne gigantiske skuffelse? Jo, på Amazing, der drikker man en rom & cola eller to (for meget), især når en af gasterne tilmed har fødselsdag. Vi havde derfor trods alt en hyggelig aften med masser af drinks, musik, nutella-kage og snacks.
Næste dag tog vi ind til de tre rangers, der boede på Apo Island. Til vores store overraskelse og held havde de en splinterny kompressor og tilmed mod på at fylde vores flasker for en lille mængde pesos. Vi var vist flere der lige sendte en taknemmelig tanke til de højere magter, Poseidon eller hvem der nu regerer herude.

Nu kunne vi lade dykningen begynde. En stor del af revet ligger på lavt vand, og så kommer der ellers et kæmpe fald ned til dybet, når man når dets yderpunkter. Dette resulterer i, at man kan dykke ned og ligge sig i strømmen, der fører en langs en massiv koralvæg med, mens man bare observerer strømmene af de tusindvis af fisk, der befinder sig her. Når man først lige har vænnet sig til strømmen er det en udsøgt fornøjelse at lade sig rive med. Samtidig er strøm ensbetydende med action som Skipper siger. Det kan jeg nu kun nikke genkendende til. Intet kan beskrive følelsen af, at stirre opad den høje koralvæg og føle sig omgivet af en bazillion mulliard fisk.
Vi blev endog udstyret med en såkaldt reef hook. Med den hægter man sig på revets væg og pumper lidt luft i sin BCD. Så ligger man ellers bare med strømmen imod sig og observere livet på revet. Rimelig stilet. Da vi først skulle hook’e os på hægtede en af gasterne sig på lige ved en 2 m lang undervandsslange, og fik sig noget af et chok.

 
(Til dem der ikke har noteret det endnu, vil jeg lige henvise til, hvordan den tvetydige titel på dette rejsebrev både spiller på oplevelser og strømmen – smart, ikke?)

Hvad har vi så set? Ja, i har vel efterhånden opfattet, at vi har set fisk i alle afskygninger og størrelser. Udover dem har vi været helt tæt på White Tip Reef Sharks, skildpadder, muræner, spider crabs, hummere og lionfish.

Hvad angår dykningen er et par af os under uddannelse til et Advanced Padi certifikat, så vi har fået stiftet bekendtskab med et par af dykningens discipliner udover føromnævnte strømdyk. I går morges var vi på et dybdedyk helt ned på 40 m (!). Det er en lidt speciel ting at tænke på, men udover ens vejrtrækning lød lidt anderledes, så var der heldigvis ikke det store at mærke til forskel.
Inden aftensmaden havde vi da også lige lidt tid til et natdyk. Her føler man sig lidt mere som en explorer, når man går ned og kan følge sin lyskegle rundt på revet. Der er en utrolig ro under vandet på det tidspunkt, hvor mange af fiskene ligger i dvale. Vi dykkede jo oven i købet i det morildspækkede vand, så hver gang nogen lige baskede med finne eller hånd dukkede der lidt små neonfarvede korn op omkring dem. Ret så fantastisk.

Hvis i er ved at være trætte af at høre om vores fede oplevelser, så må i lige have en sidste tålmodighed nu. En af aftenerne blev nemlig brugt i land med besøg hos Apo Islands fyrtårn og aftensmad i den opstillede hytte. Vi var så heldige, at det var sæson for udklækning af skildpadder, så i løbet af aftenen fandt vi over en håndfuld af disse små, sarte unger kæmpe deres vej gennem sandet på deres farefulde færd mod livet i vandet.

Nu har vi vendt snuden tilbage mod Coron. Mange dyk og endnu flere gode oplevelser rigere.
Vi har det godt på Amazing. Næsten for godt.

(Der bliver snart uploadet billeder i form af et picassa album)

Vrag, resorts og morild – fra Coron til Apo Reef (17/3 – 27/3)

Lige et røvhulsfoto, men jeg kan sgu ikke lade være

Jeg starter lige ud med at undskylde, hvis denne post bliver lidt for overskudsramt. Det er der risiko for, fordi jeg har simpelthen haft det for godt det sidste stykke tid. Straks efter påmønstring på Amazing kunne man mærke den afslappede stemning. Jeg ankom om aftenen og blev beværtet med et lækkert måltid mad og et par sundowners mens vi gik den kommende måneds tur igennem. Planen lød ret så fantastisk, og indtil videre har det ikke skuffet. Vragdyk, hot springs, resorts, afslapning og hele moletjavsen.

Dykningen har været mere intens, end jeg havde forestillet mig, men det er jo kun en kæmpe bonus. Jeg bliver forkælet med vragdyk og rev i verdensklasse. Vi scuber bare op og hopper i vandet fra båden, lige ned til de gode dykkersteder. Et eller andet må jeg have gjort rigtigt for at fortjene det.

Vi brugte de første par dage på korte sejladser rundt til et par vragdyk. Området omkring Coron er overstrøet med 10 vrag af japanske skibe fra 2. Verdenskrig. Alle blev sunket d. 24. September 1944 af amerikanske bombefly. Man har svært ved at forestille sig, at dette idylliske område den dag har været helvedes forgård.
De første 3 vrag, vi har dykket har været superfede. Vragene er fuldstændig overgroet af koraller, men man kan stadig ane konturerne af skibene. Vragene har varieret i størrelse fra en lille gunboat på 10 meters dybde til en ordentlig krabat af en olietanker på over 100 m i længde og nede på +30 meters dybde. Det giver en ekstra kant til oplevelsen, at der er en historie knyttet til vraget. Det er lidt specielt at dykke rundt i dem og vide at folk omkom på stedet. Det har også været mit første møde med vragdyk i det hele taget. Man skal holde tungen lige i munden, når man manøvrerer ind og ud af snævre passager og i skæve lastrum. Det kan godt være lidt nøjeren for at sige det på belastende københavnsk vis.

Indimellem dykkene har den ellers stået på afslapning ved forskellige af de frodige småøer her omkring Busanga. Vi er jo så privilegerede, at vi bare finder en fortøjning ved en lækker ø skipper kender og så ellers bare bruger tiden på at bade og snorkle i det azurblå vand samt nyde et par kolde sundowners i ny og næ. Det er afslapning og velbehag i yderste potens.

Men der skal jo også være plads til lidt (ekstra) luksus. Skipper kender et par gode resorts på øerne i området. Vi har et par gange ligget uden for disse og taget ind på besøg. Her kan vi så nyde et ferskvandsbad, en kold drink samt et godt måltid mad. Vigtigst af alt har vi også kunnet benytte os af et rigtig toilet, hvilket er ren og skær fornøjelse i modsætning til det overophedede håndkraftspumpe-opererede lille toilet på båden (ok, det lyder værre end det er).

En aften lånte vi nogle kajakker på et resort ejet af en dansker (http://coralbay.ph/) og padlede ud til en ubeboet ø i nærheden, hvor vi havde perfekt udsigt til solnedgangen over havet. Min kære mutti havde sponsoreret et par sundowners til båden, så oplevelsen blev rigere af et par kolde øl. Vi roede hjem under en klar stjernehimmel og med den klareste morild jeg har set til dato under os. Og vi har set meget. Overalt vi har været har vi været ledsaget af morild. Der var endda små fiskehimstregimser der gydede, hvilket trak vilde neonfarvede linjer i vandet.
(nu rabler ham der bloggeren igen igen om morild – google det lige nu, hvis du har været for doven til at gøre det hidtil. Det er jo ikke mit problem, hvis du ikke forstår det, vel!)
På et tidspunkt var det så lavvandet, at vi måtte slæbe kajakkerne, men det var vores held. Når man trådte ned i vandet oplystes hele området simpelthen omkring ens fødder. Helt utroligt flot. Det var fuldstændig ligesom i Avatar! I kan bare kalde mig Jake Sully fremover. Eller…

Et par stykker af os gaster fik også tid til at besøge en lille isoleret landsby på en ø langt ude fra Busanga. Her blev vi mødt af meget venligt stemte (og lettere berusede) fiskere, der insisterede på vi fik et par af deres fisk med. Vi gik også lidt rundt i byen og kom dermed lidt bag kulisserne. Så hvordan de tilberedte fisk og grøntsager. Det var meget interessant at se hvordan de lokale bor på de øer vi ellers bare skøjter forbi. Der var meget langt fra resortet El rio y mar, hvor vi nød en sundowner, og så til her. (Sammenlign bare billeder herfra http://www.elrioymar.com/ med dem tilknyttet denne post)

Efter nogle dage med ovenstående aktiviteter stak vi snuden mod Apo Reef – et genialt dykkerspot ca. 10 timers sejlads fra hovedøen Busanga. Det kan i læse mere om i min separate post, der egentlig blev forfattet som et rejsebrev til Amazings hjemmeside.
Jeg burde også have et link klart snarest til billeder fra turen hidtil. Det vil være i form af et Picassa album, som alle burde kunne se. Til de rigtig interesserede kan jeg også tease om en lang gopro video, som jeg uploader efter turen. Den bliver lavet undervejs af skippers filippinske kæreste, der har ret godt styr på det. Fedt, fedt, fedt. Det skulle blive godt.

Afslutningsvis lige en opsummering for god ordens skyld: Jeg nyder tilværelsen ret så meget.

På vej til hotsprings gennem mangroveskoven

Sundowner i et (lavvandet) hotspring

Sundowners på Twin Islands sponsoreret af El Piablo

Sundowners på Twin Islands sponsoreret af El Piablo

Sundowners på El Rio y Mar

Besøg i grotte

Afslappet styring af Amazing

Den mest prominente adresse i fiskerlandsbyen

Den hur-tig-ste fisker på øøøøøeeeenn

Hvordan poser man lige med fisk?!

Tilberedning af fisk på dækket

Fyrtårnet på Apo Island. Øen, hvor vi så baby-skildpadder (se posten om Apo reef!)

Ankomst Filippinerne

Lige en sidste opdatering fra mig inden jeg påmønstrer næste båd. Nu har jeg været i Filippinerne i lidt under, men allerede nu står det klart, at de har deres helt egen fest her. Det startede i flyet fra Abu Dhabi. Jeg følte mig som den eneste europæer blandt ca. 500 filier -  alle 2-3 hoveder kortere end mig. Jeg havde pænt spurgt om ekstra bensplads til den 8 timer lange flytur, men næh det kunne sandelig ikke lade sig gøre. Da jeg så går ned igennem flyet ser jeg den ene kortbenede filippiner efter den anden med nok bensplads til en Yao Ming høj person. Godt jeg ikke er bitter af natur.........
Filierne ELSKER duty-free shopping, men det bed dem i haserne, da de desperat forsøgte at få al deres oppakning stablet op i flyets 'overhead compartments' (jeg er simpelthen blevet for international til at huske et godt ord for det på dansk). Umiddelbart efter landing fik jeg et mindre (okay, større) chok, da samtlige i flyet valgte at bryde ud i høj jubel og klapsalver. Fest.

Kort efter ankomst til hotellet måtte jeg finde et shopping mill til at købe et par fornødenheder til båden. Her skal jeg love for festen fortsatte. Lyngby storcenter pak sammen og søg eksil. I har intet på Robinsons Mall Manila. Udenfor indgangen blæser 2 kæmpehøjtalere techno ud til Manilad befolkning. Indenfor fortsætter det ufortrødent indtil man er kommet tilstrækkeligt langt ind i dybet af butikker. Det var kæmpe stort og proppet med overhjælpsomme og ivrige ekspedienter. 'Hello, sir!' 'Hello, sir' osv osv. Godt at mange folk og høj musik lige er noget for mig... Jeg fik dog de nødvendige ting og kom tilbage til hotellet i tide til at høre United - Liverpool over netradio. Fucking fuck fuck (beklager sproget, men helt ærligt altså). Det bliver godt med endnu en måneds pause fra verdenen kan jeg mærke.

Når man går rundt alene i Manila kan man sgu ikke rigtig lade være med at trp Filipinerne ikke ser en som en smudsig type på jagt efter købelig kærlighed. Det hjælper heller ikke, at de gæster man ser på hotellet og kaukasere på gaden primært er ældre herrer, mange af dem med en ung filippiner i hånden. Nå, fordomme skal man passe på med!

Nu afsted til Manila airport og med fly til Coron for at stå på den anden båd. Ved ikke hvor lang tid der går indtil næste opdatering, men der kommer forhåbentlig lidt undervandserfaringer i beretningen. Hyg jer derhjemme!

Ny båd, nye tider

Så kom jeg online igen, og det skal fejres med et par blog-indlæg. De er skrevet for 3 ugers tid siden, men det gør dem vel ikke ringere. Tidsplanen på den første båd skred fuldstændig, så nu befinder jeg mig i Sao Paolo lufthavn på vej til Abu Dhabi og derfra til Manila. I Manila overnatter jeg lige en enkel gang og så mødes jeg med den nye båd, Amazing.

Billeder bliver der ingen af denne gang, da nettet herude i den store verden ganske enkelt er forfærdeligt mange steder. I ved ikke hvor godt i har det derhjemme. Men endnu (endnu) engang kan jeg henvise til linket til Troels' blog - her skulle der være en del billeder og tilmed nogen med mig på!

Jeg håber alle har det godt derhjemme og ude i den store verden. Hav det godt!

En ø midt i ingenting

Jeg skriver til jer fra fortiden (d. 20. Februar kl. 0900). Jeg håber ikke verden har forandret sig til det værre inden denne besked når jer. Hey! Se det her som en elektronisk flaskepost. Spændende, ikke sandt? 

Nå, do-do, hjem igen.

Endelig kom vi på vand. Masser af vand. Efter godt 1360 sømil og 14 dage ramte vi en fantastisk lille ø ved navn st. Helena. Så fantastisk, at det er der, vi starter. Folk der går strengt op i kronologi vil græmme sig, men det vælger jeg, at se igennem fingre med. Dagene på båden flød alligevel sammen i en obskur tidscirkel, hvor dagene på forunderligste vis gik hurtigt samtidig med, at man havde oceaner af tid…

Helena! Frem-rag-en-de! Øen er ret høj med et højeste punkt på ca. 900 meter. Vi så den derfor mange sømil ude. Udadtil lignede det en lille gold vulkanklippeø indhyllet i en faretruende sky, som billederne vil bevidne. Det lignede et dystopisk sted, hvor en vulkan hvert øjeblik kunne ødelægge øen. Dramatisk beskrevet, men sandt.
Jo tættere man kom på, jo mere usikker blev man omkring, hvor meget liv der rent faktisk kunne være på den ø. Journalisten på båden havde via sin pocket-app (anbefales herfra) hentet lidt læsestof om øen, så vi var forberedt på en lokalbefolkning på 4-5000 på den godt 120 km² store ø. Det var fuldstændig umuligt at se liv, indtil vi rundede den nordøstlige pynt, hvorefter vi fik øje på Jamestown.
Jamestown må være en af de spøjsest beliggende byer i hele verden. Det er en lille britisk by med et udseende i ægte kolonistil placeret midt i en klippeslugt. Nede i slugten ligger forretningerne, kirken, skolen, spiritusbutikken, den offentlige svømmepøl og dets lige.

699 berygtede stejle trappetrin går der op af den ene klippevæg til hovedbeboelsesområdet, der fuldstændigt irrationelt (ligesom alt andet på øen) ligger på toppen af klippen. Sandt nok – der er hvad man med et st. Helena vaterpas vil kalde plant deroppe. Men de må arbejde med nogle andre vaterpas end derhjemme, for hvorfor overhovedet slå sig ned i så vanskeligt terræn.
Yderligere fascinerende var det at se lokalbefolkningen. De er en spøjs afart af de etniciteter, der igennem tiden har beboet øen, hvilket primært er briter, afrikanere og kinesere. De taler også deres helt egen, og svært forståelige, dialekt. Der findes eksempler på nettet omkring de fraser de har, hvis i vil undersøge det. Selv kan jeg ikke lige komme på et godt eksempel nu, men jeg kan afsløre, at vi var 9 ikke-fatsvage personer på en guidet rundtur og havde en hel del bøvl med at forstå vores guide. Lokalbefolkningen var dog enormt venligt stillet og vinkede og hilste på hinanden ved enhver given lejlighed som det hører sig til i et lukket lokalsamfund.

For at forstå præcis hvor ødet stedet er, må det nævnes, at det kun har kontakt med omverdenen hver anden uge, når der kommer en fragt – og passagerbåd fra Cape Town. Denne båd bringer madvarer, byggematerialer og alt andet som lokalbefolkningen skal bruge til at opretholde en nogenlunde fornuftig tilværelse. Den medbringer også de få turister, der af diverse årsager beslutter at tage dertil. Båden kom dagen efter vi ankom, så det var ikke muligt for os at leje en bil til at køre rundt og se øen. De lokale gav udtryk for at øen ”godt kunne blive væltet lidt af alle de turister der ankom”. Til spørgsmålet om hvor mange turister, der i snit ankom med båden var svaret: 20.
Vores båd med 10 personer var derfor også nok til, at rygtet om os løb i forvejen og lokalbefolkningen spurgte tit, om vi var dem fra ”den store sejlbåd”.

Vi ankom til øen tirsdag d. 18/2 om formiddagen og øen havde på fornemmeste vis arrangeret det således, at vi blev eskorteret ind af en stor gruppe delfiner. De dansede rundt om bovspryddet i en halv times tid. Hvad befolkningen har betalt dem i tunfisk for den service tør jeg ikke gætte på, men fornemt var det.
Efter indklarering brugte vi det meste af dagen på det jordomsejlere har som ypperste prioritet, når de rammer land: Afsmidning af tøjvask til en forfærdet vaskekone, et rigtigt bad, internet og en kold øl. 2 af tingene kan klares sideløbende. Når de ting er klaret går man ellers i gang med at undersøge, hvordan man på bedste vis kan få oplevet stedet.
De to customs officers, der kom ud til båden ved ankomst havde gjort det klart, at man ikke havde besøgt st. Helena, før man havde besteget den famøse trappe op af slugten. Et par stykker af os tog udfordringen op, og fik klaret turen på lidt under 10 minutter. Rekorden er sat af en lokal. Den lyder på omkring 4 minutter, men vores tid var ikke så skidt endda ift. den blev sat iført klipklappere og med selvmedlidenheds-pause halvvejs oppe. Forhåbentlig fanger fotografierne, hvor stejl den var, samt hvor utroligt et vue, der var over byens unikke placering og udformning.
Onsdag stod den på en guidet rundtur på hele øen med en rigtig lokal hygge-morfar som guide. Op og ned af bjergskråninger i hårnålesving kørte vi i 5 timer rundt på øen. Her fik vi virkelig et indtryk af, hvor fantastisk særegen øen er.
Som nævnt ligner øen et goldt ødeland udefra, men kører man bare en kilometers penge ind i landet ændrer landskabet sig fuldstændig til frodige bjergsider med et regnskovslignende klima. For at eksemplificere hvor unikt klimaet er, kan man i slugten, Jamestown, stå i over 30 graders sol. Herfra kan man køre et par kilometer og stå i regn og kulde oppe i bjergene.
Turen førte os forbi boligen, hvor Napoleon Bonaparte sad i husarrest. Han har bestemt ikke haft noget at klage over. Faktisk klagede han over det første sted, han blev indlogeret i Jamestown, og blev derefter prompte flyttet til et flot beliggende hus i det frodige højland. Hvorfor briterne ikke bare smed ham i en guillotine i en hånlig ironisk gestus ved jeg ikke, men de har jo nok haft deres årsager. Måske var det bare de privilegier generaler og despoter havde dengang. Det havde i hvert fald sparet briterne for et vist besvær. Manden boede i et fint lille hus med sin familie, og blev opvartet af tjenere 24/7. Han boede der til gengæld kun 6 år indtil han blev mæt af dage. Den lidt sjove parallel til nutiden er, at huset og den tilhørende grund samt hans oprindelige grav tilhører Frankrig den dag i dag.
Turen rundt tog os forbi hele øens flotte landskab og endte ved guvernørens hus og tilholdsstedet for verdens ældste dyr! Det er skildpadden Jonathan (eller som udtalt på heleniansk: Janiton). Det var da lidt interessant og 197 år er grangiveligt en sjat, men min puls nåede aldrig op på samme tal. Så var det mere spændende bare at køre rundt og indtage naturen som en anden energisk naturvejleder.

St. Helena undergår i øjeblikket en massiv transitionsfase idet der bygges en lufthavn betalt af de britiske skatteydere. Det er et voldsomt projekt. Alle materialer og en del arbejdskraft skal importeres med skib. Eftersigende løber regningen op i +220 millioner britiske pund. For at sætte det beløb i relief svarer det til ca. 450.000 kr./indbygger. Man kunne godt forestille sig et ramaskrig i den britiske befolkning, hvis de tal blev slynget rundt, men de har nok andet at tage sig til i det gamle imperiums hovedkvarter.

Den første aften spiste vi et mærkeligt, men hyggeligt, sted ved navn Anne’s place. Her nød vi en kold øl og en bid mad til en omgang champions league fodbold (tillader mig at være skadefro overfor city). Dem der ikke var synderligt interesserede i forvejen blev inddraget, da vi satte et væddemål om en bunke øl på højkant. Lige pludselig vrimlede det ind med danskere på denne aparte restaurant midt i Atlanten. Som sagt var rygtet nået byen rundt. De kom bare for at hilse på os. Det viser sig, at der befinder sig tre danske læger på øen. Et par, hvor manden er praktiserende læge og konen gynækolog og så yderligere en praktiserende læge med sin store familie på slæb. De har taget et seks måneders vikariat, og er nu i færd med at ruske lidt op i sundhedssystemet på øen. Det er åbenbart en svensker, der står for driften af hospitalet og havde kontaktet et dansk vikarbureau. Fagre nye verden.

Onsdag aften skibbede vi så ud igen og satte kursen mod et mindre gudsforladt sted, Natal. Herfra går turen mod Fortaleza, hvor jeg er nødsaget til at stå af for at kunne nå den anden båd i Fillipinerne. Det er enormt ærgerligt, at vi blev så forsinket grundet motorproblemerne båden havde i Cape Town, men det er der ikke noget at gøre ved. Guyana, Fransk Guyana og Surinam må blive en anden god gang. I stedet fik jeg så en længere tur rundt i Namibia. Jeg har desuden allerede sat næsen op efter en gang i overskuelig fremtid at hoppe på en båd rundt i Caribien. Som folk her på båden beskriver det, lyder det helt enestående og rejseformen er ideelt til formålet. Man skal jo have noget at sigte efter.

Flaskepost slut. Nu vil jeg benytte tiden til at beskrive livet på båden i et separat indlæg.

Livet på båden

Ohøj skipper!

Allerførst svaret på det relevante, men dog bekymrende spørgsmål, jeg blev stillet utallige gange:
”Bliver du søsyg?”

Svaret er gudskelov et rungende nej. Argh, rungende og rungende. Jeg var da lige slået lidt ud af kurs de første dage. Det mærkes lidt som optakten eller efterveerne af en omgang sygdom. Lidt ør i hovedet, mangel på appetit og generelt bare en mærkelig fornemmelse i kroppen. Det lyder som en mild søsyge tænker i nu. På intet tidspunkt var der imidlertid decideret ubehag, kan jeg garantere. Jeg tog måske, måske ikke, en enkelt søsygepille. Måske to. Men det kan i ikke bevise.
For at beskrive min hurtige omstilling af det indre gyroskop, kan jeg fortælle jer, at jeg pt. sidder i kabyssen foran computeren på 2. time uden at føle ubehag. Dette indenfor 24 timer af afgang fra St. Helena.
Jeg må indrømme, jeg var noget foruroliget, da vi lige var stukket af fra Lüderitz. Jeg skal love for det vipper væsentligt mere end en Rødby-Puttgarten overfart i kuling. Min skepsis vedrørende hele projektet blev ikke just mindre, da jeg gentagne gange blev forsikret, at vipperiet var ingenting ift., hvad man jævnligt oplevede. Straks var der i mit hoved et flash-forward til en natlig flyvetur ud af overkøjen med en landing på gulvet, der ikke ville hive synderligt mange point hjem til et idrætsstævne for børn.
Siden har vi ganske rigtigt befundet os i høj sø med jævne mellemrum, men jeg har gudskelov holdt mig fra flyveture.

Hvad er skonnerten Mie for en dame? 3 ord: Rummelig, tung og gammel. Okay, det er ikke de ord nogen mennesker ville have ønsket at beskrive sig med, men hvad angår jordomsejling er det ikke så tosset endda. Det er en ordentligt båd på 105 fod med et stålskrog og en anslået vægt på 170 tons. Man kan nærmest se de små jordomsejlingsbåde lægge sig i fosterstilling, når vi ankommer til en ny havn.
Pladsmangel er der absolut ingen af. Vi er i skrivende stund 10 personer på båden uden det føles klaustrofobisk. Det højeste antal personer, der har været på båden var 16 for en kortere periode. Jeg har fået en forvarsel om størrelsen på den anden båd i Fillipinerne. Det bliver fra den ene pol til den anden. Jeg er overbevist om, jeg kan klare omstillingen i fin stil og for mig at se bliver det bare interessant at leve i de forskellige størrelser både.

Fartmæssigt betyder størrelsen og vægten vist nok ikke så meget, som man ellers kunne frygte. Vi var godt nok forsinket lidt over 2 dage på en tur normeret til 12 dage, men det var også med dårlig vind. Da vi kom til st. Helena viste det sig , at de små både havde klaret turen på nøjagtig samme antal dage.

Det er en aldrende dame, vi har med at gøre. Båden er fra 1875. Intet under, at afrikanerne synes vi var direkte fra snøvsen at sejle over Atlanten i den.

Nårh ja, det er bare et tal tænker du nu. For et par dage siden chokerede det mig ikke desto mindre, at båden er bygget kun 11 år efter Slaget ved Dybbøl Mølle. 11 år. Det var altså 11 år. Tyg lige lidt på den. Det får i lige et par tryk med Enter-knappen til at gøre…

Den høje alder yder en behørig respekt de steder Mie lægger til. Som beskrevet i et tidligere indlæg har mandskabet oplevet at blive interviewet af en sydafrikansk avis, og er blevet tilbudt drinks i diverse yacht klubber. Der tages også en del billeder af båden i de havne vi lægger til.
Generelt er jordomsejlingskulturen lidt speciel. Bådene følges mere eller mindre ad, så der opbygges et godt kendskab til de forskellige både og mandskabet på dem. En del er solo-sejlere på vej verden rundt. Det må være en noget speciel tilværelse. Så sent som i går var Anders, en svensk ingeniøruddannet solo-sejler med os på rundturen på st. Helena. Det var utrolig spændende at høre om hans syn på ensomheden, de unikke oplevelser og bekymringerne ved at sejle alene og tilmed på et stramt budget.
Alle jordomsejlere hjælper hinanden med alt, hvad de kan finde på, udveksler erfaringer og i de diverse yacht-klubber er personalet enormt hjælpsomme med vejledning til lokalområdet og alt muligt andet.

Nu til maden. Maden er udemærket. Ganske udemærket. Især i betragtning af, at de retter der laves skal trylles frem af konservesdåser og andet langtidsholdbart, når den mængde kød og friske grøntsager vi kan tillade os at slæbe med fra land er opspist. Det er at betegne som luksus at komme ned i kabyssen om morgenen efter en 4-8 vagt (se senere) og så dufte friskbagt brød midt ude på Atlanterhavet. At der så er nogle mini-biller i havregrøden og kakerlakker i køkkenet må man så se igennem fingre med.
Skippers kone, Karen, regerer egenrådigt i køkkenet. De fleste af de mange opbevaringsrum på skibet er sprængfyldt med konserves, og andet langtidsholdbart. Men ikke et eneste kulhydratholdigt fødevaremiddel kan vide sig sikker. Karen holder en streng inventarliste i en lille notesbog.
Bådens generator kører som udgangspunkt kun under morgenens og aftenens madlavning. Så man har en lille times tid til at oplade diverse apparater de 2 gange i døgnet. Det er også på disse tidspunkter det store arsenal af drikkedunke skal fyldes op med det tis-gule okkerholdige vand, som watermakeren laver.

Kl. 8 er der havregrød, kl. 12 madder med fx makrel, leverpostej og dets lige og kl. 18 et aftensmåltid. Der mangler ikke noget. Udover de 3 faste måltider bliver der kørt en del snacks indenbords. Mere end en del. Mængdevis. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, der har spredt sig en syg snackkultur om bord. Sodavand, chips, nødder, chokoladebarer, kiks og bolcher. Alt hvad hjertet begærer. På det firemands værelse, jeg bor på, har vi en pult på en kubikmeters penge stuvet med snacks og drikkevarer. Livet til søs gør en salt- og sukkervandshungrende.
Da vi sejlede ud fra Lüderitz, havde jeg rigtig sadlet op på den høje hest og helt undladt at købe sukkervand og kun investeret i en begrænset portion snacks og kiks. De rutinerede sejlere tog derimod bestik af det lave prisniveau og hamstrede til sig inden overfarten. Jeg syntes, det var overdrevet. Ak og ve, jeg betalte prisen på den 14 dage lange tur. Det resulterede i, at jeg kastede mig frådende over de 3 små supermarkeder i Jamestown. Jeg forestiller mig, at jeg har dalret rundt i dem med savl i begge mundviger og med et højt skurkegrin. I skrivende stund tror jeg, at jeg fik overkompenseret. Gad vide hvad Filippinernes politik er angående import af nødder og sløje mintbolsjer?

Selvfølgelig er der også et par opgaver om bord, om end det ikke er overvældende. Vi 8 gaster er delt ind i hold af 2, der kører en rotation. 6 dage vagter og 2 dage fri (en af dem med en beskeden køkkentjans). Der er 3 typer vagter: kl. 00-04 (12-16), 04-08 (16-20) og 08-12 (20-24). Skemaet over vagtlaugene befinder sig ude på det lille toilet. Holdet har 4 timers vagt af gangen, hvor man skal styre båden oppe fra dækket – ingen autostyring her, så der skal skæres op i vinden og faldes af til den store guldmedalje. Det er meget forskelligt, hvor meget der skal styres. Nogen vagter skal man bare småjustere roret og kan sætte sig mageligt tilbage og nyde tilværelsen. Andre vagter står man op i en hel time ad gangen og bakser med det satans ror, mens man stirrer sig blind på skiftevis bådens stævn og den lille GPS-skærm ved siden af roret, alt imens man bider desværre skældsord i sig.
Grundet vagterne er der næsten altid et par stykker der ligger og tager en lur i løbet af dagen. Det meste liv om bord finder man mellem kl. 08-20, hvorefter mørket og stilheden sænker sig over skibet (derfor er tidspunktet heromkring døbt sailor’s midnight).

Sejlmæssigt går det fremad med hastige skridt. Jeg kan med stolthed i stemmen meddele, at jeg nu mestrer en del knob. Jeg river både klampestikket, dobbelt-halsstikket, 8-tallet og pælestikket rundt i manegen. Det er ikke mere end 2 måneder siden, jeg sad juleaften og kæmpede en håbløs kamp med indlæringen af de bøvlede knuder. Den aften er jeg sikker på der var en del, der tvivlede på, om jeg nogensinde ville lære dem. I ved selv, hvem i er. Her skal jeg ikke nævne navne. Jeg nøjes med bare at skrive nogle bogstaver i fuldstændig tilfældig rækkefølge: O-n-k-e-l J-e-s o-g M-o-s-t-e-r K-a-r-e-n.

Som jeg håber i fornemmer, er jeg også begyndt at få sejljargonen lidt ind under huden. Det er jo et indavlet sprog med mange synonymer og absolut ingen logik. Ord som fald, skøder, spil, preventer, bovspryd, slækning og stævn kaster jeg ud i flæng. Jeg ville gerne blære mig mere, men nu er jeg ør i hovedet.
Sejlenes navne er en historie for sig selv. Fra for til agter sejler vi med Jæger-Klüver-Fuk-Skonnert- og Storsejl. Derudover har vi en Genniker i ankerrummet, og så har jeg hørt der er noget der hedder gaffelsejl og spilere. Der tages forbehold for stavefejl i al sejladsterminologi.

Derudover er der jo også lige det med at skulle sætte sejl og bomme (skifte halse/slå et slag ) en gang imellem. Det har taget lidt tid at lære, og overblikket kan godt mistes i farten en gang imellem. Vi er dog mange til at hjælpe hinanden, og det går efterhånden ret godt.

Sammensætningen af mandskabet er meget blandet. Mandskabet tæller følgende:

- Skipper/Kaptajn, Birger Jansen, med ubeskrivelig meget sejlerfaring. Det er nærmest skræmmende så meget manden har opholdt sig til søs på diverse fartøjer og med et utal af forskellige arbejdsopgaver

- Føromtalte køkkenansvarlige, Karen, Birgers kone.

- Anton, en 21-årig dreng fra Falster, der studerer Statskundskab i København

- Troels, en 34-årig journalist fra Aabenrå, der arbejder i DR.

- Pernille og Line, to piger fra hhv. Esbjerg og Svendborg og Malthe, en dreng fra Thorsø. Alle tre er på deres respektive sabbatårstur.

- Peter, en nogen og 40-årig massageterapeut og ihærdig entreprenør fra Frederikshavn

- Rasmus, en 29-årig tidligere bankansat fra Århus, der sagde sit job op for at tage på godt et års rundrejse i verden.

Fælles for denne brogede forsamling er engagementet i endnu en syg kultur – Vist kulturen. Givet, kortspil er et godt tidsfordriv, der kan stimulere hjernen og involvere de fleste, men på båden spilles der udelukkende Vist. Bunkevis af Vist. Der er nu en opdeling på to borde. High-stakes bordet udgøres af Birger, Rasmus, Troels og Peter. Her spilles der om andele i en stor middag i Brasilien og bølgerne går til tider højt deroppe, hvor fejl straffes hårdt.
Under dæk i skibets mørke opholdsrum befinder et andet bord sig. Dette bord har fået navnet Eksperimentet. Her er der rum til at komme med vilde meldinger, sidde over nogen spil og ingen gentlemans agreement har slået rod. Eksperimentet består af undertegnede samt Anton, Line, Pernille og Malthe.
Piratvist var en kort periode på et par dage ved at fange an, men nu har det originale Vist slået oprøret ned.
Desuden væddes der om alt mellem himmel og jord. Vist, ankomsttidspunkt til næste destination, fodboldkampe, hvilken krog der fanger en fisk først, backgammon, gennemsnitsfart over de næste par timer osv. osv.

I den sparsomme tid, hvor der ikke er et Vist spil kørende går tiden med at læse, sole sig og snakke oppe på dækket. En ting vi også bruger tid på er fiskeri. 2 fiskesnore har vi hængende efter båden, men vi har endnu ikke fanget noget spiseligt. Det er ret utroligt set i lyset af, at de er ude næsten 24/7. Den lave fart vi har sejlet med samt overfiskeri er ifølge skipperen årsagen til problemet. Vi har dog ikke mistet modet. Jævnligt er der en som stirrer åndsfraværende ud mod krogene i håbløs forventning om et snarligt bid.

Vi har godt nok set andre ting end en tom krog. Tit og ofte er der en flok flyvefisk, der suser mange meter henover vandet. Op til flere gange har en af disse kamikaze-skabninger begået selvmord ved at fyre skallen durk ind i stålskroget. Derudover har vi set en flok brydehvaler, et par grupper delfiner, utallige flotte solnedgange, masser af morild, portuguiske orlogsmænd (slå det op), utrolige mængder fiskeæg der løber som tigerstriber over flere kilometer og de flotteste stjernehimler, man kan forestille sig med tonsvis af satellitter og stjerneskud.

De ovenstående aktiviteter nydes selvfølgelig dobbelt så meget med en velskænket Gin & Tonic (der er ofte væddemål, der kan afgøre, hvem der skal lave dem). Det er åbenbart sejlerdrinken nummer et. Den signalerer jo ligesom også overskud eller er det bare mig?

Jeg vil slutte af med et par af dagligdagens udfordringer på et skib:

-       - Vinde i Vist

-       - Huske at tisse i læ side

-       - Prioritere snackspisningen

-       - Undgå at falde og miste en knæskal

-       - Bearbejde den psykiske trussel af at falde ud af køjen om natten

-       - Holde madrassen vippet op på kanten for at modvirke truslen om at falde ud af køjen

-       - Overbevise sig selv om der ikke er noget galt med det tis-gule okkervand watermakeren producerer

-       - Tage bad i 2 ½ L vand (en dunk af 1½ L og en af 1 L)

-       - Lave pølser på et lavt toilet

-       - Lave pølser på et lavt toilet i høj sø

-       - Lave pølser på et lavt toilet i høj sø om natten med pandelampen som den eneste lyskilde

-       - Lave pølser på et lavt toilet i høj sø om natten med pandelampen som den eneste lyskilde, mens man prøver at forhindre forhænget i at blafre til siden.

-       - Finde skygge

-       - At undgå at gå alt for meget op i vindhastigheden og farten hele tiden

-       - Vælge næste bog i et stort, men knap så bredt udvalg af bøger

-       - At undgå at spekulere for meget på Uniteds miserable sæson

Afslutningsvis en tak til min kære moder som anbefalede mig at tage en pandelampe med på vejen ud af døren. Det er klart den mest brugbare ejendel til en sejltur (notér lige det til din kommende tur, hr. Emborg).

Jeg håber internettet snart tillader mig at uploade en bunke billeder og måske endda et par videoer af båd og sejlsætning. I mellemtiden så husk at tjekke Troels’ blog med billederne fra Flickr. Det kan tilmed være jeg er med på et par stykker af dem.

Næste stop: Filippinerne.

Swakopmund – Lüderitz (via Sossusvlei)

Vi er ankommet til Lüderitz. Båden ankommer til Lüderitz i aften. I morgen står det på atlantoverfart. Kosmos er i balance og frøken fortuna tilsmiler os atter engang.

Vejen fra Swakopmund til Lüderitz gik igennem 800+ km af ørken-, prærie-, slette- og bjerglandskab, langt det meste på grusveje og disse ikke altid lige velskabte (ja, selv indenfor grusvejskategorien). Det ville ikke have været et stort problem, hvis ikke det var fordi den eneste last-minute lejebil vi kunne få var en 20 år gammel Toyota Avanza. En fin familiebil, bevares, men afgjort ikke skabt til at kortlægge lange strækninger i Namibias ødemark. Konstant havde vi den faretruende lyd af mellemstore sten afprellende på det stakkels karosseri. Vi overlevede dog mod alle odds turen uden punkteringer eller stenslag.

Undervejs brugte vi en dag i sossusvlei, som er en kæmpe dal omgivet af store og meget røde sanddunes. Der var en mægtig udsigt fra toppen af dune 45, som billederne forhåbentlig skildrer. Det var nemlig lidt af en kamp at komme derop.
I bunden af dalen nåede vi efter en mindre ørkenvandring til en dal i dalen – Deadvlei (udtales med den tykkeste hollandske/afrikaanske accent man kan vride ud af stemmelæberne). Deadvlei er et indtørret vandområde med hvad der ligner helt forkullede, døde træer. Det lyder givetvis ikke fantastisk interessant, men det var faktisk fascinerende. Det var et sted, hvor ethvert mareridt kunne udspille sig.

En af overnatningerne tog vi på Hammerstein Game farm. Det specielle ved dette sted er at de arrangerer guidede gåture ud til vilde geparder, karakaler og leoparder.
Okay! De var ikke som sådan vilde, men de var i store indhegninger, og vi fik at vide de godt kunne være ”a bit moody”. Når man samtidig underskriver en disclaimer, så smager det da lidt af fisk.

Netop nu sidder jeg på Kratzplatz accomodation i Lüderitz. Lüderitz er ligesom Swakopmund på stædigste vis gennemtysk. Denne er så bare placeret på en klippe og har vist været gennem en årrække med forfald.

Ovenstående bare en kort update inden turen går over atlanten i morgen.

Det kan være vi ses på st. Helena!