Livstegn fra en anden verden

("Mor, mor se! jeg blogger!")

Så kunne jeg være her, hva? Til de mange tusinder, der har ventet på dette indlæg vil jeg give en dybfølt undskyldning.

Nå, hvad er der så sket. Ja, min stort planlagte sejltur er pga. motorproblemer startet ud med næsten to ugers rundrejse i et ørkenland i tørkeperioden - det kunne enhver pauver gadedramatiker da få et tragikomisk stykke ud af. Men det er nu ikke fordi vi bare har ligget stille i Namibia.

Da Anton og jeg ankom til Windhoek skulle vi mødes med Troels, Line og Pernille fra båden. De havde grundet diverse motorproblemer på båden tilbragt over 2 uger i Simon's town tæt på Cape Town. Yacht klubben var ifølge deres udsagn det hvideste sted i Afrika og de var ved at gå fra snøvsen.
Hvad man ikke vidste på forhånd er, at det namibiske telefonnet virker lidt som et lotteri. Du sender en sms og så kan der gå alt fra et par sekunder til en regulær evighed inden den bliver modtaget i den anden ende. Således havde vi ikke kunne kommunikere med hinanden, men vi stødte tilfældigvis ind i hinanden ved det forkerte (og nedlagte turistkontor). Rimelig heldigt.

Forhåndsplanen var at booke en tur til nationalparken, Etosha, og ende op ved kysten i Swakopmund tæt på Walvis Bay, hvor båden skulle lægge til.
Det tog os da heller ikke lang tid at blive krejlet af en semi-autoriseret tour guide tæt turistkontoret. Som den konforme og lettere rejse-paranoide dreng jeg er, var der et par alarm-knapper, der begyndte at lyse, men det havde de ikke behøvet.
Henock, vores guide, viste sig at være en fin fyr med tjek på det meste. Han gav os muligheden for at sammensætte vores egen rute til en billig penge.

Fra Windhoek kørte vi en lang vej op til campinglejren inde i Etosha. Næste dag havde vi en hel dags safari rundt i den store nationalpark. Det var ikke den bedste safari jeg har været på, da der var langt imellem dyrene. Den foregående sætning sætter så også bare en tyk streg over hvor privilegeret jeg er. Og vi fik da set dyr, det var slet ikke det. Springboks i læssevis, Oryx, Kudu, gnuer, zebraer, pungdyr, sjakaler, giraffer, klamme skolopendere, en hanløve (helt tæt på) og et næsehorn (helt tæt på) var blandt det vi så.

Efter 2 overnatninger i Etosha fortsatte vi til Twyfelfonteine som er Namibias vist nok eneste Unesco world heritage site. Her er der nogle 6000 år gamle klippeindgraveringer. Det lyder som udgangspunkt ikke som noget der smider pulsen op over 150, men det var faktisk overraskende interessant. I må hellere google det, hvis i vil have mere at vide, for det er lidt svært at give en ordentlig deskriptiv beskrivelse af.
Undervejs var vi også ude at se det lokale Himba folkefærd, men det er svært at blive andet en deprimeret af lokale folk, der sidder ved deres boder og forsøger at sælge de nøjagtig samme træfigurer. Autentisk var det i hvert fald ikke. Så var det mere beskrivende at bevidne hvordan de lever ved at kigge ud af bilens vindue.

Pt. er vi i swakopmund og skulle egentlig have sejlet i dag, men endnu flere problemer har udskudt afgangen til lørdag. Rejseforsikringen nåede dog imidlertid at blive aktiveret og der skulle ikke være problmer med at indhente den tabte tid, så jeg kan nå mit fly til Fillipinerne.
De andre har fortalt om båden, at de har følt sig lidt som celebrities i yachtklubberne. Alle kender til Skonnerten Mie - det er nemlig den ældste båd pt på jordomsejling. De er blevet tilbudt drinks og blevet interviewet til en sydafrikansk avis. At båden er fra slut 1800-tallet er altså en legitim undskyldning for motorproblemer. Båden skulle være ordnet nu. Kryds lige fingre for en sikkerheds skyld!

Nu vi er ved Swakopmund, så tillad mig lige at rable lidt om byen. Det er simpelthen et af de mærkeligste byer jeg har sat foden i, og det er i al beskedenhed ikke så få. Det er en gennemtysk by, der ligner en blanding mellem en amerikansk kystby og sydtyrol drysset med lidt victoriansk byggestil og fyldt med afrikanere og gamle tyskere. Den bonger helt ud på forvirringsmåleren.
Desuden er vi her i lavsæsonen så her er utrolig få mennesker. Søndag troede vi nærmest vi havde misset et memo om evakuering af byen grundet en umiddelbart forestående britisk invasion.

I går var en fremragende dag. Vi lejede en bil og kørte nordpå mod Skeleton Coast til Cape Cross, hvor der eftersigende skulle være en stor sælkoloni. Vi så dog ikke nogen på vejen derud så ved indgangen til stedet spurgte jeg kontordamen om der overhovedet var sæler i dag, hvorefter hun bare begyndte at grine. Det kunne man set i bakspejlet godt forstå. Hun havde endda været berettiget til at stikke mig en flad for så flabet et spørgsmål.
Det var vildt! Der var så ufattelig mange. Jeg stoppede med at tælle, da jeg nåede til 100.000. Vi var uvidende ramt lige ind i ynglesæson og overalt vrimlede det med voksne sæler og unger. Der var lavet sådan en aflukket gangbro og sælerne plastrede simpelthen al andet areal til. Vi havde ingen forventninger haft, men på et tidspunkt måtte jeg simpelthen spontant udbryde: "jeg elsker det her sted". Det var så flippet. Lugten var forfærdelig, et par steder så fuldstændig udsplattede sælunger, men de lyde de laver er fantastisk sjove og mængden af dem var intet mindre end overvældende.

Fra Cape cross kørte vi ud til "moon landscape" uden for Swakopmund. Det var rigtig fascinerende og ikke svært at forestille sig, hvor de havde fået navnet fra. Hvis de havde ophævet tyngdelovene derude havde de fået et kæmpe 5-tal af mig (hvem havde regnet med der lige sneg sig en Etta Cameron reference ind på den her blog??). Derudover kørte vi ud og så "The big Welwitchita", en ørkenplante over 1500 år gammel og vel lige akkurat mildt interessant. Det kunne have været udeladt, men at se den blev efterhånden til et prestigeprojekt for bilens chauffør, Troels, jo længere ud i ødemarken vi kørte.
Dagen blev afsluttet med en tur til Walvis bay lagoon syd for swakopmund. Her er der virkelig mange flamingoer og andre fugle, men da der aldrig har været en lomme-ornitolog gemt i mig, kan jeg ikke remse fuglenes navne op.

Endeligt har vi så lejet en toyota Avanza, der skal køre os den lange tur til Lüderitz inden lørdag, hvor vi skal møde båden. Undervejs tager vi en dag i Sossuvlei - endnu mere ørkenlandskab, men det skulle eftersigende være utrolig flot med lyset i sand dunes og mareridtslignende døde acacie-træer. Det har da også krænget sig op på en 2. plads over turistattraktioner i Namibia (ifølge en tilfældig brochure vi fandt på turistkontoret).

Så må det også være nok med al den ørken og 30-50 graders varme. Nu ser jeg frem til at komme med over atlanten! Undervejs stopper vi på St. Helena, en ø med en rig historie. Det var bl.a. her Napoleon d. 1. blev sendt i exil (tak til wikipedia).

Namibia gør sig ikke i glimrende internetopkoblinger, så jeg smider ikke mere end et par billeder i dette indlæg, men jeg vil forsøge at oprette en flickr bruger i Lüderitz og smide nogle flere billeder i æteren. I mellemtiden kan jeg henvise til troels jensens glimrende rejseblog - http://sejlturen.wordpress.com/
Her finder i en beskrivelse af de samme begivenheder, men skrevet af en uddannet journalist samt en masse billeder ude i højre side.

Hyg jer derhjemme i kulden! Vi snakkes ved!