lørdag den 18. januar 2014

Af stig af sted




"Jeg erklærer hermed denne blog for åben!"

Så er tasken pakket og rejsefeberen har nået Defcon 1! I morgen skal jeg nemlig på en sejltur rundt om(kring på) jorden!

I morgen går turen til Namibia, hvor jeg skal rejse rundt en uges tid inden jeg påmønstrer som gast på skonnerten "Mie". Lidt over en måneds tid skal jeg tilbringe på denne båd inden jeg flyver til den modsatte afkrog af verden for at hoppe på den lille båd "Amazing". Hold fast det bliver spændende for mig - og jer! Nu skal i høre hvorfor:
Denne her blog har jeg lavet, så jeg har ét sted at udbasunere mine oplevelser uden at skulle sende dem rundt til en masse mailadresser, kvidre, instagram'e, Vine'e, snapchatte, facebook'e og jeg ved ikke hvad. I kan følge med -  fuldstændig gratis!


Det bliver forhåbentlig en skøn mosaik af deciderede rejsebreve og kortere opdateringer krydret med visuel dokumentation.

Her er hvad man kan forvente sig af denne blog:

- Livstegn
- Rejseerfaringer om livet ombord på en båd
- Billeddokumentation
- En søfarers overlevelsestips
- Boganmeldelser
- Ubrugelige vejrudsigter
- Historier om Brasiliens VM optakt
- Strøtanker fra en søfarer

Til de mere end bare perifert interesserede er der et link til et hjemmelavet kort over min rejse. På kortet kan i trykke på rutelinjerne for at få et link frem til togtbeskrivelser fra bådenes hjemmesider. 

Så hav det godt herhjemme!

(Der tages forbehold for manglende netforbindelse og manglende tid til at skrive. Der tages ligeledes forbehold for, at jeg kan have for meget tid til at skrive! I det tilfælde, så aktiverer i simpelthen bare browservinduets indbyggede nedlukningsfunktion og retter tankerne et andet sted hen. Simpelt!)








Ingen kommentarer:

Send en kommentar