(Svaret kan ses nederst i dette indlæg)
Så blev Nitte alene i verdenen. Eller ikke helt endnu. Jeg havde lige 3 dage med Tanja fra båden, hvor vi kørte nordpå på scooter. Ja, på scooter. Hvis nogen havde spurgt om man ville køre +260 km i et stræk ville man høfligt have ignoreret personen og håbe at vedkommende blev samlet op af det psykiatriske væsen. Men når man er i udlandet svarer man efter kun en lille smule tøven: 'ja, da!'
Derfor endte jeg med at fræse Palawan rundt på en vel smadret limegrøn undskyldning af en scooter.
Turen nordpå blev dog delt op i 2 ridt over 2 dage. Vi stoppede i Sabang den første dag for at se The Underground River, som er øens helt store attraktion. Vi var så heldige at komme på en meget sjælden privat tur 4 kilometer ind på den 12 km lange flod. De normale både stopper efter 1 km. Det er svært at beskrive oplevelsen, og jeg kunne kede jer med en masse detaljer såsom at der var 12 forskellige slags mineraler i hulen, tektoniske plader osv osv., men det gør jeg ikke. Bare vid, at det var ret så fantastisk at se dette ene af 'The Seven natural wonders of the world'.
Dagen efter gik turen mange kilometer nordpå til El Nido. Det skulle være rigtig dejlig og helt i toppen iflg. Lonely planet. Det var det bestemt ikke. Det var et turisthelvede uden lige. Kom lige ind i kampen LP. Det burde være jeres opgave at advare mod sådanne steder og ikke promovere dem. Skam jer.
Heldigvis var jeg der kun én hel dag, før jeg sagde farvel til Tanja, hoppede på den limegrønne djævel og drønede mod Puerto igen.
Det utrolig flotte landskab og alle de rare lokale der vinkede til en fik næsten en til at glemme smerten fra ens popo, skuldre og ryg. Næsten. 260 km er lige langt nok at køre i ét stræk på snørklede bjergveje med tvivlsom asfaltering og i 35 graders varme.
Men derudad gik det. Alt gik godt. Ingen sammenstød med løbske hunde, haner eller børn. Jeg havde tilmed vundet kampen mod de +100 store insekter der havde prøvet at skubbe mig af scooteren.
5 km uden for Puerto vælger limefrugten fra helvede så at punktere. To tanker for straks gennem hovedet på mig:
1 - Fuck!
2 - Fuck!, hvor var det godt det ikke var ude på landet 80 km fra den nærmeste by på en hellig helligdag (alt var åbent påskesøndag modsat Langfredag).
Det var nu alligevel jævnt træls det skulle ske i det hele taget.
Så der stod jeg langs en trafikeret indfaldsvej i stegende hede og må have set temmelig fortabt ud. Inden for 10 minutter kom der heldigvis to drenge fra en nærliggende træhandel. De trak scooteren hen til mekanikeren og påtog sig jobbet som tolk.
Efter 15 minutter var slangen lappet med et strygejern (ja, hvabehager?) og prisen? 25 pesos - divider det med 8 for at få det i kroner, og pas så på dit hoved ikke eksploderer.
Til sammenligning kostede de 3 dåser sprite jeg købte til drengene og mig selv 20 peso hver.
Efter det mindre bøvlede forløb og 5 timer på scooter nåede jeg helskindet og kun lettere dehydreret frem til hotellets tryghed og wi-fi.
Nu står menuen på en ny ø - Cebu. Faktisk sidder jeg netop og skriver dette i en bus på vej til Oslob syd på Cebu. Mens en overvægtig lille filippinsk dame hviler sit trætte hoved mod min skulder. På anden time...
Hvem ved hvornår jeg får det her uploadet? Ja, kronologien er gået fløjten... Tid er sgu også så overvurderet.
En anden ting der er overvurderet er Apple opladere. Min Mac oplader sov ind en gang i sidste uge, så alt foregår via mobil nu. Det umuliggør video- og billedeupload. Øv!
tirsdag den 22. april 2014
søndag den 20. april 2014
Video af min tur
Man kan kun forklare så meget med ord, så her er en 10 lang video af turen på Amazing. Tak til Juv Neri og kaptajn Kim.
https://plus.google.com/photos/117557942901342024460/albums/6004167144193031649
https://plus.google.com/photos/117557942901342024460/albums/6004167144193031649
Nu med fast grund under fødderne
Pludselig stod der en sky af sand op af hajens lille sovehule og ud kom den store Nurse Shark stormende som om en Dive Master var kommet til at røre ved den. De 6 paralyserende dykkere nåede knap at opfatte hvad der var sket, før hajen med dens elegante slangebevægelser var strøget tæt forbi dem. En dykker nåede faktisk at reagere - Tanja udstødte et undervandsskrig der ville kunne gøre en ambitiøs sirene jaloux og strøg 5 meter opad, men undgik på mirakuløs vis at spytte regulatoren ud og igangsætte en nødopstigning.
Ovenstående var en af de mere dramatiske hændelser på det store flotte rev, Tubbataha - et meget højtagtet dykkerspot internationalt (har jeg hørt).
Før vi kom så langt måtte vi dog gøre os fortjent til det. Lad os skrue tiden en håndfuld dage tilbage.
Poseidon, Vorherre, Obama eller en anden højerestående magt havde valgt at lægge forhindringer ud for den sidste og måske vigtigste del af vores sejltur. Fra den ene dag til den anden gik motoren til vores gummibåd i stykker. Jeg er mentalt handicappet hvad angår motorer, men det var vist et problem med elektronikken og ikke sådan lige til at fixe. Hvad gør man så på en mindre ø i Filippinerne med suspekte og inkompetente mekanikere? Hovedet skal lige lægges i blød i hvert fald. Det endte med at Kim benyttede sig af sine kontakter i Manila (tak til Raul) til at få købt og sendt en spritny motor til Coron. Så efter at have ventet 4 timer i en lille uinspirerende færgeterminal, kunne vi hive den nye motor med ud på båden og ånde lettet ud efter et par dages nervøsitet og spekulationer.
Endelig kunne vi smutte fra Coron og til Tubbataha. Først skulle vi dog lige igennem 3 dages sejlads.
Første dags sejlads var himmelsk. Godt vejr og masser af vind, hvilket betød, at vi i lange perioder sejlede omkring 6 knob udelukkende fra sejl. Det rørte mig næsten til tårer efter 5 uger til søs over Atlanterhavet, hvor vi på intet tidspunkt sejlede over 4,5 knob uden motor. Nok om det, det keder jer sikkert. Det var bare et stort øjeblik for mig, og det er desuden mit rejsebrev, så jeg bestemmer.
Efter en idyllisk natsejlads under en klar stjernehimmel, nåede vi Tubbataha Reef.
Tubbataha er et kæmpe rev 90 sømil uden for den nærmeste ø. Vi var rimelig privilegerede at turen gik der forbi, for den eneste anden måde man kan besøge stedet er med nogle rimelig pebrede liveaboard både.
Straks efter ankomst tidligt om morgenen scubede de efterhånden ganske erfarne dykkere op og plaskede i til første dyk på Tubbataha.
Hold kæft hvor var sigtbarheden i orden. Det vindstille vejr og solskin fra oven var en forkælelse uden lige. Det var lige før man blev nødt til at misse med øjnene som en anden Dan Jørgensen (uhhh den reference var barsk, hva? - vi synes allesammen politik er kedeligt, men lidt skal man da følge med).
Dykningen fortsatte i samme forrygende spor som første dyk. Hvor Apo Reef vinder på det rene antal af fisk vinder Tubbataha på de større ting. 3 forskellige typer hajer, kæmpe rokker og ugenerte skildpadder så vi til overflod. Herudover er korallerne sublime. Nogen har sagt til mig at 70 % af de forskellige typer koraller der findes i verden er til stede på Tubbataha. Det er ikke så svært at tro på når man dykker rundt derude.
Steven, Andreas, Maria og jeg havde desuden fornøjelsen af at blive certificerede Advanced dykkere derude. Bevares, det kan man da også blive i et koldt farvand uden for Svendborg, men det er ikke helt det samme vel?
Udover dykningen stod den på ren afslapning. Det er lidt svært at kapere oplevelsen af at ligge oven på et rev med krystalklart vand. Et par af de steder vi lå kunne man fra bådens dæk se hajerne og fiskene på revets bund 10-12 meter under os. Det er næsten for meget. Det skal lige processeres. Det ville vel svare til at smide en båd ind i Den Blå Planet derhjemme. Det ville bare være væsentlig mere bøvlet. Og helt sikkert dyrere. Der ville sgu også være lidt for mange der bare stod og kiggede på en.
Nå, på dette skønne sted blev vi forkælet med 5 dages dykning, badning og professionel afslapning.
Men ak. Alting har sin ende og Tubbataha Reef var Amazing togtets smukke svanesang. Med hjernebarken fuld af oplevelser gik turen mod Puerto Princessa, hvor folk skulle hvert til sit.
Sådan endte mine dage til søs for denne gang. Den 17. April afmønstrede jeg Amazing efter en helt outstanding måned til søs i Filippinerne.
Jeg forlængede min flybillet hjem med godt 2 uger. De resterende dage skal bruges med underground river, El Nido, svømning med hvalhajer på sydspidsen af Cebu og dykning på en lille ø nord for Cebu.
Ovenstående var en af de mere dramatiske hændelser på det store flotte rev, Tubbataha - et meget højtagtet dykkerspot internationalt (har jeg hørt).
Før vi kom så langt måtte vi dog gøre os fortjent til det. Lad os skrue tiden en håndfuld dage tilbage.
Poseidon, Vorherre, Obama eller en anden højerestående magt havde valgt at lægge forhindringer ud for den sidste og måske vigtigste del af vores sejltur. Fra den ene dag til den anden gik motoren til vores gummibåd i stykker. Jeg er mentalt handicappet hvad angår motorer, men det var vist et problem med elektronikken og ikke sådan lige til at fixe. Hvad gør man så på en mindre ø i Filippinerne med suspekte og inkompetente mekanikere? Hovedet skal lige lægges i blød i hvert fald. Det endte med at Kim benyttede sig af sine kontakter i Manila (tak til Raul) til at få købt og sendt en spritny motor til Coron. Så efter at have ventet 4 timer i en lille uinspirerende færgeterminal, kunne vi hive den nye motor med ud på båden og ånde lettet ud efter et par dages nervøsitet og spekulationer.
Endelig kunne vi smutte fra Coron og til Tubbataha. Først skulle vi dog lige igennem 3 dages sejlads.
Første dags sejlads var himmelsk. Godt vejr og masser af vind, hvilket betød, at vi i lange perioder sejlede omkring 6 knob udelukkende fra sejl. Det rørte mig næsten til tårer efter 5 uger til søs over Atlanterhavet, hvor vi på intet tidspunkt sejlede over 4,5 knob uden motor. Nok om det, det keder jer sikkert. Det var bare et stort øjeblik for mig, og det er desuden mit rejsebrev, så jeg bestemmer.
Efter en idyllisk natsejlads under en klar stjernehimmel, nåede vi Tubbataha Reef.
Tubbataha er et kæmpe rev 90 sømil uden for den nærmeste ø. Vi var rimelig privilegerede at turen gik der forbi, for den eneste anden måde man kan besøge stedet er med nogle rimelig pebrede liveaboard både.
Straks efter ankomst tidligt om morgenen scubede de efterhånden ganske erfarne dykkere op og plaskede i til første dyk på Tubbataha.
Hold kæft hvor var sigtbarheden i orden. Det vindstille vejr og solskin fra oven var en forkælelse uden lige. Det var lige før man blev nødt til at misse med øjnene som en anden Dan Jørgensen (uhhh den reference var barsk, hva? - vi synes allesammen politik er kedeligt, men lidt skal man da følge med).
Dykningen fortsatte i samme forrygende spor som første dyk. Hvor Apo Reef vinder på det rene antal af fisk vinder Tubbataha på de større ting. 3 forskellige typer hajer, kæmpe rokker og ugenerte skildpadder så vi til overflod. Herudover er korallerne sublime. Nogen har sagt til mig at 70 % af de forskellige typer koraller der findes i verden er til stede på Tubbataha. Det er ikke så svært at tro på når man dykker rundt derude.
Steven, Andreas, Maria og jeg havde desuden fornøjelsen af at blive certificerede Advanced dykkere derude. Bevares, det kan man da også blive i et koldt farvand uden for Svendborg, men det er ikke helt det samme vel?
Udover dykningen stod den på ren afslapning. Det er lidt svært at kapere oplevelsen af at ligge oven på et rev med krystalklart vand. Et par af de steder vi lå kunne man fra bådens dæk se hajerne og fiskene på revets bund 10-12 meter under os. Det er næsten for meget. Det skal lige processeres. Det ville vel svare til at smide en båd ind i Den Blå Planet derhjemme. Det ville bare være væsentlig mere bøvlet. Og helt sikkert dyrere. Der ville sgu også være lidt for mange der bare stod og kiggede på en.
Nå, på dette skønne sted blev vi forkælet med 5 dages dykning, badning og professionel afslapning.
Men ak. Alting har sin ende og Tubbataha Reef var Amazing togtets smukke svanesang. Med hjernebarken fuld af oplevelser gik turen mod Puerto Princessa, hvor folk skulle hvert til sit.
Sådan endte mine dage til søs for denne gang. Den 17. April afmønstrede jeg Amazing efter en helt outstanding måned til søs i Filippinerne.
Jeg forlængede min flybillet hjem med godt 2 uger. De resterende dage skal bruges med underground river, El Nido, svømning med hvalhajer på sydspidsen af Cebu og dykning på en lille ø nord for Cebu.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)